I need to se my love..

[Deleted]

Det var ved at være hen på tidlig aften, da Mattheus endelig kom hjem. Det havde uden tvivl været med tungt hjerte, at forlade Hogwarts og alle de dejlige mennesker, som han dagligt havde tilbragt tiden med, men der var steder, hvor han vidste, at nogen havde mere brug for ham end der, og det var hjemme. Efter han havde fået Alyxia hjem fra Azkaban, var der utrolig mange ting, som de var nødt til at tage sig af. Trescott så han ikke rigtigt til for tiden, hvilket jo egentlig passede ham fint. Hans fokus lå nemlig helt andre steder – som på kvinden som han havde derhjemme. Han var klar over, at hun stort set ikke rokkede sig, fra han tog af sted, til han kom hjem igen.. Jo, hvis skyggerne faldt, så flyttede hun sig, men foruden det.
Ved hjælp af Spektral Transferens, dukkede han op ved deres vidunderlige hus på de irske sletter. De havde efterhånden boet der for nogen år, og det var noget som uden tvivl passede ham særdeles fint. Han brokkede sig i hvert fald ikke over det. Han smilede let. De lange arbejdsdage i Ministeriet var begyndt at trække ud.. Og nu hvor den gruppe af Dødsgardister var løse, men ingen vidste hvor de var, så efterlod det Aurorkontorerne med en hulens masse ekstraarbejde. Han nåede hoveddøren, som han roligt tvang op. ”Så er jeg hjemme!” kaldte han med en rolig stemme, inden han trådte ind. Pejsen varmede godt på denne oktoberaften, og han nød uden tvivl selv af det. Kappen kastede han fra sig på stumptjeneren som stod lige ved døren, inden han søgte ind i deres hyggelige stue. Over tid, var den uden tvivl blevet frygtelig hjemlig, og han elskede det. Han elskede at være hjemme.

[Alyxia Iearen McBeth]

Pejsen knitrede lystigt og oplyste den ellers forholdsvis mørke stue. Alyxia havde sat sig i sofaen foran den og nød godt af de varme flammer. Bevidst havde hun sat sig på den plads hvor der ikke var skygger at ane. Hun havde siddet på det samme sted i flere timer, intet fået at spise eller noget der lignede. Hun stirrede ind i flammerne og lagde hagen på sine knæ. Der ville nok gå lidt tid før Mattheus ville komme hjem, hans aftener på Hogwarts var lange, hvilket hun bare havde affundet sig med, men at vide at han var der og hun var her.. det fik hende bare til at savne skolen og Gryffindor meget mere. Hun havde ikke hørt fra Masja siden hændelsen, hvilket ofte forstyrrede hendes tanker. Hun var så ked af at have revet en elev med sig ned. Hun strøg hånden gennem sit mørke hår og lagde sig roligt ned med hovedet hvilende på armlænet. Hendes ben var trukket så tilpas godt op under hende at hendes fødder ikke berørte skyggedelen. Det var rart at være hjemme i trygge omgivelser, men sandheden var at hun blev sindssyg af at rende rundt herhjemme kun med sine egne tanker. Mattheus' stemme kom lidt bag på hende. Hvad var klokken? Hun så op på det store ur på væggen. Det var ikke ligefrem sent i forhold til hvad hun havde forventet. Hun satte sig op igen og så op på ham med et lille smil. "Du er tidligt hjemme," bemærkede hun og strøg det mørke hår væk fra ansigtet. Det lettede hende faktisk lidt, for så kunne tankerne ikke distrahere hende på samme måde. "God dag?" spurgte hun blidt og overvejede at rejse sig, men skyggerne fra pejsen ville uanset forhindre hende i at træde ham i møde.

[Deleted]

Skyggerne var som et fængsel for Alyxia, hvilket Mattheus var klar over, og derfor havde han taget den hårde beslutning, at forlade Hogwarts, for at være hjemme sammen med hende, da hun uden tvivl havde mere brug for det, end det som han kunne sige sig, at have selv. Hans blik gled roligt mod hendes skikkelse endnu en gang, da han endelig kom ind i stuen. I sofaen.. næsten på samme sted, som han havde forladt hende, for sin sidste dag på skolen. Ikke noget, som han havde informeret hende om, da han kendte hende godt nok til at vide, at hun ville have forhindret ham i at tage den beslutning.. Og derfor havde han gjort det på denne her måde. ”Lige i dag, og for den kommende tid, kommer jeg til at være meget hjemme,” sagde han roligt. Selv strøg han bare igennem skyggerne, for at komme hende i møde. Han manglede hende på Hogwarts.. hvilket også var en af grundene til at han havde taget den beslutning som han havde. Han sendte hende et smil, og skænkede hende kysset, da han endelig kom hende i møde. Det var uden tvivl rigtig rart, at være tæt på hende, uanset hvilken måde, det så end måtte være på, så var det komplet underordnet for hans vedkommende. ”Du har vel siddet på sofaen siden jeg tog af sted, har du ikke?” spurgte han roligt, inden han roligt lagde armen om hende, for at føre hende med sig tilbage til sofaen igen, hvor han selv tog plads. Det havde været en hård og udmattende dag.. med megen sorg og frygtelig meget ros. Ingen havde set den komme, og det vidste han godt, men han havde tænkt meget over det i sit stille sind, og nu var beslutningen taget. Ikke på grund af den nye rektor, men fordi at han var mere trængt andre steder. Han strøg hende roligt over ryggen. ”Den har været… noget særligt, kan man sige. Jeg skal ikke tilbage til Hogwarts mere, Aly.. Jeg har opsagt min stilling,” forklarede han sandfærdigt.

[Alyxia Iearen McBeth]

Skyggerne mindede konstant Aly om tiden i Azkaban om kulden og om dementorerne der gang på gang havde fjernet alt der mindede om lykkelige minder. Det var nemmere nu hvor hun var hjemme og havde både sin far og Mattheus i nærheden som Matt var meget væk. Hun ville gerne se Trescott, men ikke uden for Mattheus' viden, ikke så lidt som han stolede på hende uanset hvor ondt det gjorde. Hun gengældte hans kys og rykkede lidt så der også var plads til at han kunne sidde der sammen med hende. "Hvad skal det sige?" spurgte hun lidt nysgerrigt. Det ville bestemt ikke gøre hende noget at han var mere hjemme, hun hadede at sidde der dag ud og dag ind og ja hun burde komme videre, men der var stadig meget der sad i hende. "Nej, nej, jeg har været oppe," løj hun. Hun vidste jo godt at han virkelig ikke brød sig om at hun sad der og hun ville jo bare gerne gøre ham stolt, eller om ikke andet forhindre at han sad og bekymrede sig om hende når han ikke var der, hun kunne klare sig selv, det var ikke et ansvar han skulle have på sig. "Du har hvad?" spurgte hun denne gang direkte chokeret. Hun satte sig mere op selvom hun netop havde lagt sig ind til ham og så på ham med de store, blå øjne. Det var underlit at sidde med den mand hun havde været forelsket i siden hun havde været et simpelt barn og han var villig til at opgive noget han virkelig elskede bare for at være der med hende. Det gav hende dog samtidig ekstremt dårlig samvittighed.

[Deleted]

Mattheus vidste, at det her ville forblive en problematik igennem rigtig lang tid, og derfor ønskede han, at være hjemme ved hende, så han kunne hjælpe hende. Hjemme, var der langt mere brug for ham, end der var andre steder, og det var også det, som han stod fuldkommen fast på i den anden ende. Han var hjemme nu, og ville være det for det næste stykke tid. Han ville tage kontakt til Ministeriet, så han kunne komme ind der i stedet for med kortere arbejdsdage, samt at han ville være langt mere hjemme, så han kunne tage sig af hende. Hun var hans forlovede, og han ville ikke miste hende til sindssygen på grund af det her! ”Jeg kommer bare til at være langt mere hjemme nu..” gentog han blot. Han vidste udmærket godt, at hun slet ikke havde været oppe af sofaen, for han kunne jo set det på hende. Selv tog han pladsen ved siden af hende, hvor han lod hende lægge sig ind mod ham. For ham, behøvede hun altså ikke at lyve.. Han ville jo bare gerne hjælpe hende. ”Godt,” sagde han roligt. Selv inden han lod bomben falde angående hans opsigelse på Hogwarts. Han ville uden tvivl komme til at mangle det, men hun havde altså mere brug for ham, end skolen havde. ”Jeg har forladt Hogwarts med en opsigelse,” sagde han roligt, idet han mødte hendes blik. Han havde tænkt meget over det, og det var det, som han uden tvivl havde fundet bedst, for så kunne han jo komme hjem til hende, og det var noget, som de begge uden tvivl havde haft rigtig god brug for i den anden ende. Han hævede hånden, som han roligt lagde omkring hende, så han kunne folde begge hænderne bag hendes ryg. ”Jeg vil hellere være mere hjemme med dig, end jeg vil sidde så langt væk, og kun være hjemme i ferier og weekender, Aly.. Du har mere brug for mig, end skolen.. Og jeg mangler den tid sammen med dig.. Det har vi brug for begge to,” pointerede han sigende.

[Alyxia Iearen McBeth]

Aly lænede sig ind til ham og lagde selv hans arme omkring ham. Efter tiden i Azkaban var hun ikke længere så bange for berøring, der var andre som fyldte langt mere end lige angsten for berøring. Hans far var væk, hun kunne slappe mere af, nu var det bare de psykiske mén hun skulle arbejde med. Frygten og skylden over at have slået en anden ihjel, hun var ingen morder men alligevel stemplet sådan, selv af Hogwarts selvom hun havde beskyttet sin elev. Hun sukkede let og rynkede lidt på panden. Selvfølgelig var hun glad for at han var mere hjemme, det var hårdt kun at se ham i weekender og i ferier og i længden ville det nok ikke være nok. Hun trak sig en lille smule så hun kunne se op på ham. "Mattheus du elsker dit job og eleverne forguder dig. Jeg er virkelig glad for at du gerne vil være mere hjemme ved mig, men jeg hverken kan eller vil bede dig om at opgive noget som det.. det kan jeg ikke leve med," sagde hun chokeret. At vide at han nu havde måttet droppe sit drømmejob for hendes skyld, gav hende en kæmpe knude i maven. "Vi har været adskilt i halvandet år, selvfølgelig har vi brug for tid sammen, Matt, men vi kan finde andre måder at gøre det på end det her," fastholdt hun og hævede hånden for at stryge den blidt hen over hans kind. Hun elskede ham og det varmede hende virkelig at han gerne ville have det liv med hende, men først og fremmest var hun nødt til at finde noget at give sig til i løbet af en dag og for det andet, så ville hun ikke holde ham hjemme hver eneste dag.

[Deleted]

Mattheus havde næsten forestillet sig, at det var sådan Alyxia ville reagere, og det var også derfor, at han først valgte at fortælle hende det nu, hvor han havde gjort det, end før han ville. Han havde overvejet det længe og mange gange, og nu var beslutningen taget. Han havde haft sin sidste dag på Hogwarts Skole for Heksekunstner og Troldmandskab som en del af staben, og han havde uden tvivl nydt den lange rejse, som det havde været. Han betragtede hende med en yderst sigende mine. Det lignede hende at bringe det til diskussion, men der var ikke noget at gøre, for beslutningen var allerede taget. ”Men det kan jeg leve med. Jeg ved at jeg blev forgudet.. du vil ikke vide, hvad jeg er blevet kaldt hele dagen. Men jeg vil være her.. jeg har brug for at se dig mere, og når jeg ved, at du har det sådan.. Så kan jeg ikke være på Hogwarts,” fortsatte han. De havde haft hinanden stort set siden de havde været små. Følelserne havde i hvert aldrig ændret sig, fra dengang han havde været en ung knægt, som ikke havde lavet andet end ballade. Han kyssede hendes pande, da hun strøg hånden over hans kind. Hogwarts var uanset ikke det samme uden Løvemama.. Det var bare ikke der, de skulle være. ”Lige præcis. Vi har brug for tiden sammen. Jeg kan ikke være på Hogwarts, når jeg ved at min dejlige og elskværdige forlovede, er ved at gå til hundene herhjemme alene,” fastholdt han sigende. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Nu hvor han kunne røre hende, kunne han jo slet ikke lade være med at gøre det! Han prioriterede hende langt højere, end han valgte at prioritere sin stilling som den chef for teamet han havde været.. Og han havde bestemt heller ikke fortrudt det valg.

[Alyxia Iearen McBeth]

Mattheus kendte hende efterhånden utrolig godt, han måtte vide at hun ikke ville accepterer det med det samme, for det var hans drøm og han havde altid støttet op om hendes. Derudover så fik hun dårlig samvittighed ved tanken om at han skulle vælge mellem hende og det job han elskede. De havde været meget igennem, de kunne sagtens klare sig igennem det her også, det vidste hun. "Jeg har det fint, Matt... jeg skal i hvert fald nok få det godt, det tager bare lidt tid. Det er ikke grund nok for at du skal opgive din drøm, om jeg er der på Hogwarts eller ej," hun så op på ham med et usikkert blik. Selvfølgelig elskede hun virkelig at de kunne være mere sammen, de havde frygtelig meget at indhente, men der var bare ikke så meget at gøre. Hun lukkede øjnene en smule da han kyssede hendes panden og lod hånden stille falde til hans bryst hvor hun igen lagde sig ind til ham og lyttede til hans hjerte. Et lille smil gled over hendes læber. "Okay det kan godt være at du tror at det hjælper at fedte, men jeg er stadig lidt sur på dig," tilføjede hun strengt dog med et lille grin. Hun var jo slet ikke sur på ham, det var op til ham og hun ville støtte beslutningen uanset hvad det var. "Du ved at jeg støtter dig.. men du skal bare vide at vi finder en vej uanset hvad du vil," tilføjede hun og strøg forsigtigt hånden ned over hans bryst. Det var så rart bare at være sammen med ham og kunne røre ham igen, noget som hun virkelig havde længtes efter i alt for lang tid.

[Deleted]

Efter alle disse år, skulle det være underligt, hvis Mattheus ikke kendte sin forlovede. Han ønskede hende det bedste, og det var bestemt ikke, at han var langt væk. Hvem vidste..? Måske han kunne genoptage det arbejde på et senere tidspunkt? Lige nu ville han bare hellere være hjemme ved hende, så han kunne hjælpe hende tilbage til hægterne, og et liv, hvor hun ikke ville rende rundt og nærmest være bange for sin egen skygge, for det var da bestemt ikke noget, som han kunne lide. Han rystede stille på hovedet til hendes ord. Netop derfor, havde han intet fortalt hende. ”Det kan godt være, at jeg netop har forladt den stilling, som jeg har drømt om, men jeg ved hvor der er størst brug for mig, og det er der, jeg har lyst til at være. Vi ved begge to, at du ikke har det fint, Aly.. Jeg kan ikke tage mig sammen om arbejdet, når jeg er så langt væk, og jeg ved, at du sidder her nærmest i angst efter hvad du har gået igennem..” Han strøg hende roligt over ryggen. Naturligvis kiggede hendes far forbi, men de vidste at de ikke havde den mand for tid og evighed, selvom den tanke var noget som Mattheus fandt skræmmende. Han smilede svagt for sig selv, da hun sank mere ind mod ham, hvor han trykkede om hende, godt og beskyttende ind til sig. ”Du kan ikke være sur på mig.. Det ved vi jo begge to,” pointerede han roligt. Nu var det jo bare, om de kunne holde ud af, at gå op og ned af hinanden herhjemme? Han ville bare gerne være den som passede på hende, nu hvor han havde fejlet den opgave til nu. Han nikkede igen og lagde hovedet tæt ind til hendes. ”Det ved jeg godt, skat.. Lige nu, vil jeg bare gerne være sammen med dig.. Hvem ved? Måske jeg genoptager arbejdet, når du har fået det bedre igen,” sagde han roligt. Han greb omkring tæppet over armlænet, foldede det ud, og lagde omkring hende. Han elskede de hyggelige stunder, når de endelig var der.

[Alyxia Iearen McBeth]

Alyxia brød sig virkelig ikke om at Mattheus gik og var urolig for hende i hverdagen, hun ville ikke være en byrde, hun skulle nok klare sig det tog hende bare lidt tid at komme på hægterne. Ingen forstod sig på Azkaban før de havde været der, lige der var hendes far en kæmpe hjælp! Hun vidste godt at de ikke ville have ham evigt og hun ville helst ikke tænke på det."Du får det til at lyde så voldsomt," mumlede hun og strøg sit ben en smule. Hun hadede at de snakkede om hende som noget mere skrøbeligt end glas. "Jeg værdsætter at du vil være mere hjemme, det gør jeg virkelig, men du skal gøre det for din skyld og ikke for min. Hvordan tror du jeg har det med at vide at jeg har tvunget dig væk fra det sted du elsker mest?" spurgte hun lidt sigende og sukkede opgivende. Han kunne næppe se det, og hvis der var noget hun ikke gad at spilde tiden på mere, så var det at diskuterer nytteløst. "Nej desværre ikke," svarede hun med et tungt suk. Hun kunne i hvert fald ikke være sur på ham særlig lang tid af gangen - som regel vel og mærke. Hovedet lagde hun ind mod hans bryst og lå og lyttede til hvordan hans hjerte slog mod hendes ører. Hun nikkede lidt mere tilfredst. "Det synes jeg helt sikkert vi skal satse på. Og jeg har det måske ikke fint men det kunne have været værre. Min forstand er intakt.. nogenlunde, jeg mangler bare noget at lave, det er alt," fastholdt hun stædigt. Problemet var, at ikke mange ville have noget at gøre med en som havde brugt en utilgivelig og siddet i Azkaban, så at finde arbejde var ikke ligefrem nemt for hende.

[Deleted]

Mattheus kunne ikke lade være med at være urolig for hende, når han var langt væk, og vidste at han ikke kunne tage sig af hende. Han havde jo set, hvad der var sket sidst, og det ville han bestemt ikke ud i endnu en gang! Han himlede let med øjnene. Ja, hvad havde han egentlig regnet med? ”Det er voldsomt.. Og det ved du,” sagde han kortfattet, som tydeligt, at han ikke ville gøre det til en diskussion. Hun behøvede skam slet ikke pakke ind, hvordan hun havde det, for han vidste, at hun ikke havde det særlig godt. Han rystede på hovedet. ”Jeg ved, at jeg altid kan komme tilbage igen senere.. Når alt er bedre herhjemme. Du skal ikke tænke på, at du har jaget mig væk derfra.. Hogwarts er uanset ikke det samme, når du ikke er der mere,” sagde han med en sigende mine. Løverne manglede hende, så den kære Karma havde helt klart rigtig meget at leve op til. Det var sandt.. Og det ville bestemt heller ikke gå hen og blive nogen nem opgave, og det var sikkert og vidst. Så lang tid, at hun ikke var direkte sur på ham, så var han glad og tilfreds. Han var ikke særlig god til det. Han hadede det faktisk. Tæppet tog han og lagde om hende, kun for at trykke hende rigtig godt ind i favnen. Hun havde brug for noget at lave, men så langt tid, at hun rendt rundt og nærmest var bange for sin egen skygge, gjorde hun det bestemt heller ikke nemt for sig selv. Han smilede let og lagde hovedet roligt ind til hende. Han elskede at sidde sådan med hende.. Han havde elsket det, siden han havde fået hende ud af Azkaban, så var det lidt blevet en vane. ”Før vi finder noget, som du kan tage dig til, må vi sørge for, at du ikke render rundt og er bange for din egen skygge, Aly..” sagde han sigende. Det lignede hende, at tage tingene så roligt.. Det gjorde han bare ikke, og han vidste, at han ikke var den eneste.

[Alyxia Iearen McBeth]

Aly knyttede næven en smule. Det gjorde hende både ked og det og frustreret at alle var begyndt at pakke hende ind i vat.. hvor ville hun dog gerne se Trescott, han var for egoistisk til at tænke i de baner. ”Jeg har siddet i Azkaban, Matt.. det er voldsomt, jeg har slået en mand ihjel, det er voldsomt.. det her er faktisk overhovedet ikke voldsomt i forhold til, det her er paradis,” påpegede hun lidt strengt. Ja hun havde da nogle til at slås med, ingen sad i Azkaban i et år uden at miste forstanden bare lidt, men Zeke havde på rigtig mange punkter reddet hende. ”Det virker bare så surrealistisk. Jeg elskede Hogwarts, det vil altid være mit hjem og jeg kan næsten ikke engang huske eleverne.. eller lærerne for den sags skyld. Jeg er som sagt virkelig glad for at du vil være hjemme ved mig Matt, men det skal være fordi du faktisk har lyst til at være sammen med mig, ikke fordi du mener at jeg ikke kan klare mig selv eller har det skidt,” sagde hun og så op på ham med et lidt sigende blik. Hun elskede ham men lige nu var det svært for hende fordi de alle forsøgte at skåne hende for diverse ting. Hun lagde sig godt til rette under tæppet og faldt hurtigt til ro ind til ham. Siden hun var kommet ud, så havde de oftest ligget sådan her og hun nød det virkelig. Hans ord formåede dog at gøre hende en smule vred... lige det med skyggerne var et ømt punkt, og der var en grund til alt, men hun brød sig ikke om at få det påpeget. Igen satte hun sig en smule op. ”Jamen tak for den da,” mumlede hun lidt vredt og så ned på sine hænder. ”Jeg er ikke bange for min egen skygge men de vækker ubehag. Prøv du at sidde i en kold, klam kælder og holde øje med gangen velvidende om at hver eneste gang en skygge viste sig så ville du ikke føle andet en sorg og fortvivlelse,” hun stirrede et øjeblik tomt ud i luften og mindedes de gange hvor hun bare havde siddet og kigget ud mod lyset, mod faklerne og dementorernes skygge langsomt havde blændet hendes synd, taget alt håb fra hende. Hendes hår rejste sig.

[Deleted]

Trescott var for øjeblikket en mand, som Mattheus kunne undvære. Han havde ikke rigtigt set ham igennem den sidste tid, og han ville faktisk selv mene, at han havde klaret sig udmærket. Han havde ganske enkelt fået nok nu. Den mand havde ødelagt mere end rigeligt, og nok var ganske enkelt bare nok. ”Det kan godt være, at det er et paradis at være hjemme, efter alt hvad du har været igennem, Aly, men jeg vil ikke have, at du skal sidde med det alene.. Jeg gør det ikke bare fordi at jeg føler mig tvunget.. for det gør jeg ikke.. Jeg vil virkelig bare gerne være hjemme ved dig.. og sammen med dig,” fastholdt han med en sigende mine. At sidde sådan i sofaen, havde de gjort rigtig meget, siden hun var kommet ud, og Mattheus nød det selv uden tvivl.. Det var virkelig rart, at sidde der sammen med hende. At han så alligevel formåede at ødelægge det, var jo ikke ligefrem noget nyt. Han himlede tydeligt med øjnene og vendte blikket mod hende, da hun alligevel valgte at sætte sig op – tydeligt fornærmet over hvad han havde sagt. Nej, han vidste ikke hvordan det var i Azkaban, men i den forfatning, som hun var i, i øjeblikket, så var det dybt uforsvarligt af ham, bare at gå og lade hende alene om det hele. Det ville han slet ikke! ”Jeg kan kun have mine teorier om, hvordan det er at sidde i Azkaban med Dementorerne som eneste selskab, Aly, men det ændre ikke på det faktum, at du har fået mange af de ting med hjem, og at det er noget, som jeg gerne vil hjælpe dig af med igen. Jeg ved du sidder her i sofaen fra jeg tager af sted til jeg kommer hjem, og kun flytter dig, hvis skyggerne kommer først.. Det er ikke et liv, som du er værdig..” pointerede han mere kortfattet. Det andet, var da kun ved at irritere ham, for han ville jo bare gerne være der for hende, og det var der vel næppe noget forkert i?

[Alyxia Iearen McBeth]

Det var ved at være lang tid siden Aly havde set nogle i det hele taget. Matt have hentet hende, og der var gået et par dage før hun havde set sin far og Sophie, men hverken Zeke eller Scott eller nogen anden havde vist sig eller kontaktet hende endnu, og det ville være synd at sige at hun ikke var en smule skuffet, på den anden side. Nu var hun en dømt morder. Hun nikkede lidt mere rolig. ”Det er også okay, jeg vil rigtig gerne være sammen med dig, jeg vil bare have at du gør det af de rette grunde. Jeg er ikke ødelagt Matt, de fleste i Azkaban er langt værre tilredt, jeg prøver bare at understrege at du ikke behøver at være over mig hele tiden,” svarede hun og strøg ham blidt over kinden, et sted for at gøre lidt op for de strenge ord. Hun var bare frustreret.. og bange for at Azkaban i virkeligheden havde ændret hende. Hans ord var mere.. en mavepuster end en egentlig fornærmelse, hun hadede skygger som hun hadede kulde og vand. ”Hver ting til sin tid. Det er svært at gå derfra uden mén, og tror du ikke jeg synes det er ligeså flovt ikke at turde træde igennem en skygge for at komme ud? Jeg ved for pokker da godt at de ikke gør mig noget, men den følelse.. det mørke og den kulde som det forsager, det tager mig direkte tilbage,” mumlede hun sammenbidt. Han blev irriteret på hende, det kunne hun godt mærke, sandt at sige følte hun sig egentlig bare mest som en burde og hun hadede det og endnu mere når det hele tiden blev påpeget for hende at hun havde ændret sig. Faktisk ville det bare være rart med noget at give sig til, så hun kunne komme lidt væk fra det hele, om ikke andet så bare et par timer om dagen.

[Deleted]

Mattheus havde virkelig forsøgt at handle for Alyxias bedste, selvom han vidste, at hun var strengt imod det, så stod han fast på den beslutning, og det faktum, at den skulle være rigtig. Han brød sig slet ikke om, at se hende på den måde, og endnu mindre, når han vidste, at han gjorde det, for at hjælpe og lette hende og bringe det på vej til at blive bedre. ”Jeg har tænkt over det længe, Aly, og du kan sige hvad du vil, men jeg har taget den beslutning på de grunde, som for mig er rigtig.. Jeg vil gerne være hjemme ved dig,” sagde han. Der skulle som regel ikke særlig meget til, før han blev frustreret over hende, men var det underligt, når man altid følte sig misforstået? Et sted, vidste han jo godt at Aly var langt over hans standard, og en som Scott nok var bedre tjent med en pige som hende.. Og han følte sig heldig.. Det ønskede han da at passe på, og det var der da heller ikke noget galt eller forkert i, var der? Han vendte blikket en smule væk, da hun strøg hans kind. Det var godt, og det fik ham til at slappe af.. Det resulterede også i, at hans øjne kort måtte glide i. ”Hvorfor tror du, at jeg vælger at tage hjem?” spurgte han denne gang direkte. Det som hun havde lige nu, var ikke et liv.. Det var bestemt ikke hvad han ville kalde for et værdigt et af slagsen, og selvfølgelig var det noget, som han rigtig gerne ville hjælpe hende med, hvis hun da bare ville lade ham gøre det. ”Jeg bryder mig ikke om, at du har det sådan.. Jeg kan slet ikke have, at du har det sådan.. Prøv nu også at se det lidt fra min vinkel, ikke? Jeg sidder på Hogwarts.. flere hundrede kilometer herfra, og jeg ved, at du har det skidt.. Det vil jeg ikke kunne udføre et håndfast arbejde med.. Derfor kommer jeg hjem.” Han elskede hende jo.. Det var der vel ikke rigtigt noget forkert i, var der?